• Ukrainsk duo mistænkt for at menneskehandle kvinde i København

    来源: BDK Borsnyt / 09 1月 2025 00:33:37   America/New_York

    En ung kvinde rejste i november 2023 fra Kyiv i Ukraine til Danmark, hvor en anden kvinde med kriminelle bagtanker stod klar til at tage imod hende i Københavns Lufthavn. Det mener anklagemyndigheden hos Københavns Politi, der har tiltalt den anden kvinde - en ukrainer på i dag 20 år - for menneskehandel, grov vold og rufferi. Ifølge anklageskriftet tog den 20-årige sammen med den nyankomne kvinde til butikscentrene Fisketorvet og Field's, hvor der blev købt undertøj til hende. Herefter blev kursen sat mod en adresse i Sydhavnen, hvor den nyankomne kvinde skulle prostituere sig. Den tiltalte 20-årige var ifølge anklageskriftet i ledtog med en ukrainsk mand på i dag cirka 19 år samt flere uidentificerede medgerningsmænd. De misbrugte deres magt og udnyttede den nyankomne kvindes sårbare position til at menneskehandle hende, lyder det i anklageskriftet. De stillede et værelse til rådighed til den nyankomne kvinde, instruerede i arbejdet, udleverede en prisliste og annoncerede hendes ydelser på prostitutionshjemmesider. Det skete med profilen "Petite Elizabeth". Hun fik frataget sine id-papirer, telefon og penge, og så blev hun sat til at betjene op mod ti kunder per dag. Ifølge anklageskriftet krævede den 20-årige kvinde og andre bagmænd, at den nyankomne kvinde skulle tjene 40.000 euro, svarende til cirka 300.000 kroner, ved at arbejde som prostitueret. Alternativt kunne hun blive betalt fri for halvdelen af det beløb. Den besked fik angiveligt kvinden til at besvime. Hun blev i en uges tid berøvet søvn, fik ikke tilstrækkeligt mad, blev langvarigt berøvet friheden samt tvunget til at indtage piller og alkohol, står der i anklageskriftet. I Sydhavnen gik den tiltalte kvinde ifølge anklageskriftet også fysisk til angreb på den nyankomne, der blandt andet fik banket sit ansigt flere gange ind i en badeværelsesvæg, hvorefter den tiltalte satte sig på kvinden og tog kvælertag på hende, så hun var ved at blive kvalt i sit eget blod. Hun kan have været i livsfare. Det er relativt sjældent, at der rejses straffesager om menneskehandel, og det sker endnu sjældnere, at nogen dømmes for det. Ofte strander sagerne på, at det ikke kan bevises, at der er det element af tvang og udnyttelse til stede, som er påkrævet for at dømme for menneskehandel. I sagen mod den ukrainske kvinde har anklagemyndigheden også rejst en subsidiær - altså en underordnet - tiltale. Så hvis retten mener, at der ikke er ført bevis for menneskehandel, vil anklagemyndigheden i stedet have den unge ukrainske kvinde dømt for den forholdsvist nye bestemmelse om menneskeudnyttelse. - Hvis der ikke har været tvangselementet, men derimod en grov udnyttelse, kan menneskeudnyttelsesbestemmelsen anvendes i stedet for, siger senioranklager Mads Bjerg Olesen. Det straffes mildere end menneskehandel. Den 20-årige ukrainer er også tiltalt for rufferi af syv kvinder. Altså at have tjent penge på deres prostitution. Der er afsat seks retsdage til sagen i Retten på Frederiksberg. Den indledes 24. marts, og sidste dag er 24. april. Den ukrainske mand på cirka 19 år, som vurderes at være medgerningsmand, blev fængslet i begyndelsen af 2025 efter at have været internationalt efterlyst. Han er sigtet for samme forbrydelser som den ukrainske kvinde. Håbet fra anklagemyndigheden er, at der kan blive rejst tiltale mod ham snarligt, så de kan behandles samtidig i byretten. Han nægter sig skyldig. Det fremgår ikke, hvordan kvinden forholder sig. Tal fra Center mod Menneskehandel, der hører under Social- og Boligstyrelsen, viser, at 112 personer i 2023 blev vurderet udsat for menneskehandel. Det er det højeste antal siden 2016. Af de 112 blev lige over halvdelen - 58 - udnyttet til seksuel udnyttelse. De fleste af dem til prostitution. Andre ofre for menneskehandel udnyttes til tvangsarbejde i eksempelvis bygge- eller omsorgsbranchen eller til rengøring i privat regi. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/ukrainsk-duo-mistaenkt-for-at-menneskehandle-kvinde-i-koebenhavn
分享